Når resultatet overgår forventningen

Share on facebook
Share on email
Share on linkedin

Debut på den flade 50 kilometer

Fra trail til landevej

Her løb jeg rundt og troede, at jeg nok aldrig blev sådan rigtig hurtig til noget. Min selvtillid som løber ligger i at løbe meget og efterhånden også nogenlunde langt.

Det som jeg elsker ved løb, er at udfordre mig selv, og at løb fører mig så mange fantastiske nye steder hen. Derfor var jeg også sikker på, at skulle jeg træne seriøst mod noget, så var det trailløb. Trailløb er jo for fedt. Det er drøn hårdt med forfærdelige stigninger og teknisk varieret terræn. Det er bare aldrig kedeligt at løbe trail. Derfor var det også trailløb, som der blev målet, da jeg i sommeren 2020 fik Søren Rasmussen som træner. Han er landstræner for traillandsholdet, så trail var derfor også oplagt. Og overall er det gået ganske fornuftig for mig i trailverden. Jeg synes ikke, at jeg har nogen særlig evne hverken, når det handler om at være dygtig teknisk, stærkt på stigninger eller hurtig på nedløb. Jeg placerer mig nok meget moderat, men heldigvis kommer man langt med flittig træning.

Men nok om trail for denne gang. For det skal handle om de flade veje og et 50 km løb, som der har ændret en del for mig. Et løb som der mere eller mindre opstod ud af det blå, og et løb der kom på planen, fordi covid-19 har sat en stopper for de fleste andre løb i 2020, og nu også et godt stykke ind i 2021. Så her var altså en god mulighed for igen at få startnummer på og teste mig selv på en af de længere distancer.

Et realistisk tidsmål

Da beslutningen blev taget om at deltage på dette 50 kilometer-løb i Viborg, så var der ikke meget tid at gøre med, og derfor var der heller ikke tid til at lave for meget om i min træning. Jeg havde ikke selv nogen ide om, hvad jeg kunne forvente af mig selv til dette løb.

Heldigvis er jeg i gode hænder, og har en træner som kender mig, og ved hvad der er realistisk at gå efter for mit niveau. Jeg havde selv tænkt tanken at under 4 timer kunne være fedt. Min træner mente, at jeg kunne gøre det bedre end det, så vi satte os på en tid mellem 3.50-4.00.

Min største bekymring inden løbet var at have et så konkret tidsmål, og dermed at skulle forsøge at opretholde en bestemt hastighed. Ville det være et for stort pres for mig? I trailverden snakker man ikke så meget om fart og tider, fordi terrænet altid er forskelligt. Det kan jeg godt lide, da jeg i mindre grad føler, at jeg har løbet dårligt og skuffer, hvis jeg ikke lige rammer en bestemt hastighed eller tid.

Jeg trøstede mig selv med, at der jo alligevel ikke rigtig var nogen forventninger til hvad jeg skulle eller burde kunne, når jeg jo ikke havde prøvet det før. Jeg havde heller ingen forventning om placering. Jeg skulle bare løbe afsted med en flok af løber, og se hvor længe at jeg kunne hænge på. Bare følge med og slå hovedet fra.

Løbet blev arrangeret under COVID-sikre forhold, og der var taget højde for det hele, så man kunne møde op helt ubekymret. Det betød også, at der ikke var et fælles depot. I stedet havde jeg som støtte og hjælper min kæreste, som der i en sikker afstand af andre hjælpere og tilskuer stod ude på ruten med det væske og energi, som jeg skulle have undervejs. Hans støtte og tilstedeværelse var virkelig værdsat.

Strategi som en cykelrytter

Ruten var lige under 9 omgange om Søndersø i Viborg. En omgang var 5,6 km. Det er altså uhyggelig mange gange på en den samme rute synes jeg, men jeg kunne også se det positive i at, der var mindre chance for at fare vild, og jeg slap for at bære på alt væske og energi.

En af de største glæder, som jeg har oplevet ved at få en træner, er at jeg inden et løb, nu har en plan og en strategi. Noget jeg aldrig før har tænkt over. Nu møder jeg op til et løb langt mere velforberedt end tidligere. Jeg har en ide om ruten og dens terræn, jeg har en væskestrategi, og jeg ved hvad jeg skal gøre lige fra jeg ankommer til løbet, til startskuddet og til jeg løber over målstregen.

Noget der denne gang kom på tale inden løbet var blandt andet vejr- og vindforhold. Igen helt nyt for mig at skulle forholde mig til. Jeg skulle tænke mere smart for at spare energi, hvis vi var så uheldige at have kraftig vind på dagen. ”Bare gør som cykelrytterne i Tour de France og læg dig på hjul” havde min træner sagt til mig. Vi vidste nemlig, at jeg ville starte sammen med en gruppe af, løbere som gik efter nogenlunde samme tid som jeg. Jeg må indrømme, at jeg tænkte at det virkede dumt for mig som løber at skulle lege Tour de France-rytter.

Løbsdagen

Men da dagen kom til 50 km løbet i Viborg, viste vejret sig desværre fra den dårlige side. Der var kraftig vind, som der endda tog endnu mere til undervejs i løbet. Min træners råd blev nu guld værd. Da løbet gik i gang, brugte jeg nemlig langt mindre energi på at besejre vinden og holde tempo. I stedet kunne jeg koncentrere mig om at blive bag gruppen og bare følge med i deres tempo.

På trods af vejret, så gik det ganske godt for mig. Det føltes ikke nemt, men det føltes heller ikke hårdt. Det tænkte jeg var et fint udgangspunkt. Min erfaring er, at jeg skal lade vær med at mærke for meget efter under et løb. Det mentale og fysikken snakker mere sammen end man tror, og begynder jeg at være alt for sensitiv og mærke hvordan min krop og ben føles, så overtager hovedet og alle de bekymrende tanker.

De første par omgange om søen gik ganske fint. Jeg havde ingen problemer med at følge med gruppen. På tredje og fjerde omgang begyndte folk dog at falde fra lidt efter lidt. Min træner, som der også løb med, måtte også slippe gruppen for at falde tilbage og hjælpe andre, som der kæmpede undervejs.

Pludselig følte jeg mig slet ikke så tryg længere. Jeg kunne ikke løbe i en gruppe længere og bare følge med. Jeg måtte selv sørge for at holde tempo og tage imod den lede vind. Vi var 4 løbere tilbage i gruppen, da en herre kom løbende bag fra og sluttede sig til. De to herrer i vores nu lille gruppe var godt løbende, så de satte tempo. Nogle gange en lidt hurtigere kilometertid end jeg skulle holde.  Så ved kilometer 35 begyndte jeg at tvivle på, om jeg kunne fortsætte i herrernes tempo. Jeg husker, at jeg tænkte ”Hvis jeg bare løber 4.45 min/km, så er det jo stadig under 4 timer”. Men heldigvis lod de to herre mig ikke slippe eller give op. Blandt andet sagde den ene ”Hvis Søren, din træner siger at du kan løbe pace 4.36 min/km, så kan du også løbe det”. De ord gav mig modet til at følge med i deres tempo. Jeg vil jo gerne bevise overfor min træner, min kæreste og min familie at jeg kunne.

Jeg havde ingen ide om hvordan, at det gik de andre deltagere i løbet. Vi var nu kun 3 tilbage i gruppen og mit fokus var på, at jeg ikke ville komme for langt fra de to herrer foran mig. Først på de sidste par omgange går det op for mig at flere har måtte udgå af løbet. Blandt andet to ud af de tre kvinder, som der helt i starten af løbet havde langt sig i front.

Min ben føltes selvfølgelig tungere på de sidste omgange, men alligevel fortalte mit ur mig, at jeg opretholdt en god pace. Faktisk blev nogle af kilometertiderne løbet hurtigere her tilslut. Det gav en smule overskud, at jeg faktisk løb bedre end det føltes.

I gang med andensidste omgang og følelserne begyndte at hænge ude på tøjet, og da jeg løb forbi min kæreste for at modtage min flaske med væske, så pressede tårerne på. En mærkelig følelse af at være glad, have det hårdt, føle sig sårbar og samtidig stærk.

Den andensidste omgang husker jeg som den fedeste. For det gør ondt på dette tidspunkt, men jeg genfinder en styrke og glæde, fordi det ren faktisk her går op for mig, at jeg er i gang med at løbe et rigtig godt løb, og at jeg nok skal nå i mål.

På det første stykke af sidste omgang løb jeg forbi den sidste af de tre kvinder, som der havde lagt sig i front. Jeg husker, at jeg tænkte, at hun jo så godt løbende ud, og hvis jeg kunne løbe forbi hende, så var jeg jo også godt løbende. En dejlig bekræftelse at få på dette tidspunkt i løbet.

Først et godt stykke inde på sidste omgang turde jeg kigge på mit ur og se på den samlet tid. SHIT jeg kan jo ren faktisk komme under 3.50, hvis jeg fortsætter sådan. Jeg grinte for mig selv, for da huskede jeg, at min kæreste aften forinden havde sagt, at han ville sponsorer et par nye løbesko, hvis jeg løb under 3.50. Jeg var blevet lidt småirriteret over, at han sagde sådan noget vrøvl, for det var jo helt urealistisk at jeg kunne løbe så hurtigt men…

3.47.58 og jeg kunne trykke stop på mit ur. Sikke en dejlig følelse. Jeg var lidt rundforvirret, som nok er meget normalt, når man kommer i mål efter et hårdt løb. Jeg fandt min kæreste, som der stod og ventede tæt på mål området. Men hvor var min træner Søren? Og Få minutter efter kom Søren i mål. Han var røget en del tilbage tidligere i løbet, og han forsøgt at nå op til mig, men som han sagde, så var det til hans glæde ikke lykkedes ham. Så lige så glad som jeg var for min egen præstation lige så glad virkede Søren. Det er så fed en følelse, at se at man også gør andre stolte.

Da jeg kom i mål, fortalte flere mig, at det altså var en rigtig god tid, at jeg havde løbet. Jeg tænkte ikke mere over det, end jeg bare var lettet og glad over at det var lykkedes at indfri vores forventninger og endda bedre end det.

Efterfølgende fandt jeg ud af, at jeg havde løbet 7 minutter hurtigere end kvalifikationskravet til ultralandsholdet. Det er jo helt surrealistisk, da jeg forinden slet ikke kunne forestille mig være dygtig nok til at være potentiel landsholdskandidat til noget som helst.

Så lige nu er der mange nye ting, at jeg skal forholde mig til som løber. Blandt andet arbejder jeg med at omstille mit hoved på, at jeg ren faktisk er god nok til pludselig at leverer løbetider, som der står på lister, som folk kigger på, og at jeg pludselig kan være en kandidat til løbe sammen med nogle af Danmarks allerbedste løbere. Det er angstprovokerende, men jeg er topmotiveret.

Lad os se hvad fremtiden bringer.

sofie

sofie

Smid en kommentar

Hvem er jeg?

Jeg er Sofie Kildahl, og jeg vild med at være aktiv, elsker at opsøge udfordringer og tage på eventyr. De bedste oplevelser har jeg fået ved at droppe bekymringerne og turde udfordre mig selv. Nu inviterer jeg dig med på mine ture og oplevelser. Så find den tur som passer dig her hvad end det er vandring, løb eller adventure. Første skridt mod sejr er at gøre tanke til handling. Så drop bekymringerne og det gør det alligevel.

Følg med

Tidligere indlæg