Planlægning af solorejse til Malta med et minimalt budget

Share on facebook
Share on email
Share on linkedin

Tilbage i februar i år rejste jeg for anden gang på eventyr alene. Jeg har indtil nu været heldig, at det med min uddannelse har passet med, at jeg efter eksamenerne i januar har en lille uges ferie inden opstart på næste semester. Sidste år cirka samme tid rejste jeg for første gang alene sted til Tenerife, og det var så stor en succes, at jeg ikke kunne lade vær med at gøre det igen i år.

  1. Find flybilletter

Ofte når jeg skal afsted, så sidder jeg og surfer lidt rundt på nettet med billige afgange samt smukke destinationer. Rejser til de mindre sydlandske øer så som de kanariske øer er ofte ret billige, og jeg synes, at det er optimale destinationer både i forhold til vejret, men også med tanke på at man skal færdes der på egen hånd og lige netop de små sydlandske øer er så vant til turisme. Derudover er afstandene mellem de forskellige steder og byer mere overskuelige, så det er muligt komme ret langt i bus, på cykel eller gåben. Det lykkedes mig at finde vildt billige billetter til Malta. 114 kr. tur/retur fra mandag til fredag. Efter at have googlet lidt om Malta og mulighederne der, så var jeg ikke i tvivl om at jeg havde fundet rejsen

  1. Undersøg landet og området

Flybilletten var bestilt og derefter kan planlægningen starte. Jeg gør det altid til et lille hyggeligt projekt at undersøge lidt om seværdigheder, byer og ruter, så jeg får lavet en semiplan for mine dage. Min erfaring med at rejse alene er at det ikke dur for mig bare at tage det som det kommer. Der skal være en plan, så der sker noget ellers kommer man hurtig til at føle sig ensom. Jeg skal ikke bare ligge på stranden og sole den med en bog. De rejser elsker jeg da også, men så foretrækker jeg altså at være afsted med nogle. Så derfor sætter jeg mig hjemme fra ind i landets seværdigheder, aktiviteter og områder. Jeg læser anmeldelser fra andre rejsende, og skriver ned hvilke steder og ting, som jeg vi nå at se.

  1. Overnatning

Næste punkt er overnatning. Hvordan vil jeg bo, hvad er billigst og skal jeg bo flere steder eller det samme sted? Året før boede jeg på et hostel i bjergene på Tenerife, hvor jeg sov på en fælles sovesal, og selvom det gik ganske fint, så havde jeg ikke lyst til at gøre det igen. Først og fremmest synes jeg det er rarest at man på sine dagsture kan efterlade sine ting uden at være bekymret for om nogen vil gå i dem, og for det andet så kommer og går folk bare som de vil på et hostel. Jeg synes ikke, at det er det fedeste at man ikke har nogen ide om hvem der kommer og sover i sengen ved siden af en midt om natten. Derfor booker jeg nu heller private værelser, hvor jeg kan sove uden forstyrrelser og få låst mine ting sikkert inde. Så på min tur til Malta bookede jeg 2 overnatninger på et privat værelse på et hostel på Øen Gozo gennem Airbnb. De sidste 2 nætter blev på Malta på et hotelværelse booket på booking.dk Begge steder kostede 2 overnatninger ikke mere end 400 kr. Det er virkelig billigt på Malta og rejser man uden for feriesæson endnu billigere. Indtil videre har jeg virkelig haft gode oplevelser med at benytte Airbnb, og det er mit fortrukne, når jeg skal finde overnatningssteder.

  1. Lav en semi-plan med aktiviteter hver dag

Når jeg rejser alene, så skal mine dage gerne være booket med planer. Derfor undersøger jeg inden afrejse gerne lidt om landet og det område eller områder, som jeg skal opholde mig i. Er der nogle ”must see” steder, er der nogle gode vandreruter eller er der nogle som udbyder nogle aktiviteter, som kunne være jeg skulle prøve. Jeg synes faktisk en del af rejsen starter med planlægningen. Det er også her jeg får ideer til mine udfordringer, og f.eks. her min ide om at forsøge at løbe kysten rundt på øen Gozo opstod. Google maps er min gode ven både når jeg er afsted, men også under planlægningen, hvor jeg finder ruter samt undersøge hvordan jeg skal komme fra A til B. Kan jeg transportere mig selv eller går der bus/tog som jeg kan tage. Jeg synes, at det er fedt at sætte sig nogle udfordringer eller have nogle mål hjemmefra.

  1. Hvordan kommer jeg rundt?

Jeg er jo vild med at løbe og vandre, så hvis jeg kan komme til det, så gør jeg det helst også er det ligeledes den billigste løsning. Jeg vil helst undgå at leje en bil, fordi det oftest er dyrt, men også fordi jeg hader at køre i de sydlandske byer. Offentlig transport er faktisk ikke så besværligt som mange tænker, hvis bare man lige gider sætte sig ind i det. I nogle tilfælde kan det dog være nødvendigt med leje af en bil, og her vil jeg anbefale at leje bilen på forhånd hjemmefra og finde ud af hvor mange dage, at det er nødvendigt med en bil. Det er langt billigere end at leje den, når du først er landet.

  1. Tør gør noget nyt og giv dig selv en udfordring

Når jeg er afsted, så prøver jeg at finde nye ting som kan udfordre mig og få mig lidt ud af komfortzonen. Sidste år prøvede jeg paraglidning og cannoying på Tenerife. Helt de samme adventure-muligheder var der ikke på Malta, men jeg fandt et sted, hvor jeg kunne leje en mountainbike. Jeg er egentlig ikke vild med at køre mountainbike eller finde rundt på en cykel, og lige derfor tænkte jeg, at det ville være en god udfordring, så det blev booket til en af dagene dernede, også var det ligeledes også en billig fornøjelse.

 

Når jeg har fået strikket en semi-plan sammen, så er det ellers bare at få pakket og tage afsted på oplevelse.

Nedenunder kan i se mit rejsebudget:

Rejsebudget Malta mandag-fredag:

  • Flybilletter tur/retur: 114 kr.
  • 2 overnatninger Airbnb værelse: 302 kr.
  • 2 overnatninger hotelværelse på booking.com: 297 kr.
  • Leje af mountainbike en dag: 127 kr.
  • På min rejse brugte jeg cirka 600 kr. hvoraf der indgår mad, busbilletter blandt andet til og fra lufthavnen, færgebillet Gozo en masse kopper kaffe og diverse snacks.

Alt i alt har min rejse med det hele altså ikke kostet mig mere end 1500 kr.Det kan jo næsten ikke gøres billigere.

sofie

sofie

Smid en kommentar

Hvem er jeg?

Jeg er Sofie Kildahl, og jeg vild med at være aktiv, elsker at opsøge udfordringer og tage på eventyr. De bedste oplevelser har jeg fået ved at droppe bekymringerne og turde udfordre mig selv. Nu inviterer jeg dig med på mine ture og oplevelser. Så find den tur som passer dig her hvad end det er vandring, løb eller adventure. Første skridt mod sejr er at gøre tanke til handling. Så drop bekymringerne og det gør det alligevel.

Følg med

Tidligere indlæg